David Eugene Edwards – djævelsk soloshow

Vega bød torsdag aften på en solooptræden med 16 Horsepower og Woven Hand sanger David Eugene Edwards samt den unge sanger Sufjan Stevens. At se de to sangere på scenen samme aften viste hvad, der gør forskellen fra almindelig jordisk sanger til musikant af under- og overjordisk format.

Efter Sufjan Stevens’ lidt ordinære time hvor melankoliske hjemstavns historier var mest fremtrædende, satte David Eugene Edwards sig på sin medbragte skammel og spillede, som var den ondeste selv efter ham – indefra som udefra. Edwards vilje til at brænde sin stemme igennem når han vender det hvide ud ad øjene og er fuldstændig i ét med de folk og blues fortællinger, han synes som hjemsøgt af indeni, er både skræmmende og dragende.

Med en konstant skiften mellem akustiske og elektriske guitarer samt sin velkendte banjo og enkelte let spredte trampen, formåede David Eugene Edwards at skabe en verden, der er åndeløs rig på desperation og hjemsøgte sjæle. Hans indlevelse og kontakt til en særlig gnist indeni synes som at komme fra samme kilde, som Robert Johnson engang betalte dyrt for at måtte høste af. Men til forskel, så har Edwards betalt til en helt anden købmand end Johnson gjorde, og synger derfor om den religiøse frelse, han søger, eller måske allerede har fundet.

Men for en vandrende spillemand uden sjælefred er frelse ofte en utopi, og måske derfor spillede David Eugene Edwards afslutningvis den traditionelle ‘Wayfaring Stranger’ med så megen desperation i stemmen, at der mærkedes en gnistren gå gennem publikum, der var som ført til en helt anden verden. David Eugene Edwards stammer i hvert fald fra en verden, man sjældent kommer i kontakt med.

På scenen var også Br. Danielson som dog i denne anmeldelse er udeladt.