Jason Darling

Sangskriverikonet Bob Dylan har inspireret mangt og meget. Hans musikalske og menneskelige grene strækker sig langt ind i både genrer og sjæle, og sine steder har de rodfæstet sig som solide pejlestammer.

Den amerikanske singer/songwriter, Jason Darling, har tydeligvis sådan en kævle forankret i sig. I en alder af blot 20 år valgte han nemlig at kvitte ét af USA’s fineste musikkonservatorier for at følge i sin åndelige og musikalske faders fodspor. Dylans fodspor.

Men Herrens veje er jo som bekendt uransagelige, og Jason Darlings andet udspil ‘Night Like My Head’ virker mere som en kunstner i musikalsk rådvilde over, hvor han monstro skulle gå hen, hvis ikke fader Dylan tog ham i hånden og viste vej.

Jason Darling forsøger lidt af hvert på ‘Night Like My Head’. Han prøver sig selv af som singer/songwriter i ordets bedste forstand og prikker til elektronikkens og hiphoppens følsomme og let antændelige korpuser.

På papiret virker det interessant, men i virkeligheden er det ganske harmløst og uden synderlig charme. Et par formildende omstændigheder er der dog til at få øje på.

Jason Darlings lysfølsomme og hviskende vokal snor sig elegant omkring albummets inferiøre passager og gemmer de værste pletter af vejen med sin behagelige stemmeføring. Ligeså afleder de veldrejede ‘Ways In Which We Burn’ og ‘Lost Desert Motel’ opmærksomheden fra rækken af letbenede sager med en umiddelbare charme og smagfuld appeal.

Men ‘Night Like My Head’ er vitterligt ikke Dylan værdig, selvom albummet har sine stunder og Jason Darling talentet. Den musikalske fader besidder erfaringen til forskel, men den kan Darling med tiden få. Monstro han ikke bare burde save stammen over.