A.C. Newman

To ting er sikkert vedrørende A.C Newman: Han er en fantastisk sangskriver, og han har lyttet meget til mange af de store navne fra tredserne og halvfjerdserne. Især Beatles og Wings må have ligget i fast rotation hos Hr. Newman, men et par plader med Beach Boys og klaverbokserbøssen Elton John har der nok også været på grammofonen på drengeværelset hjemme i Canada.

Det er ikke nyskabende, skelsættende eller genialt, og selv produktionen virker som om den er inspireret af den gamle lyd, men det er virkelig godt og solidt, og hver eneste af de 11 numre holder et højt niveau. Godt nok skinner inspirationskilderne klart igennem mange steder, men hver gang det er lige ved at blive for meget, tager nummeret en drejning, så pinligheden undviges.

Variation numrene imellem er stor, men alligevel fremstår albummet som en samlet enhed, der af og til byder på overraskelser som f.eks. ‘The Battle for Straight Time’, der præges af noget, der lyder som en blokfløjte, den særegne ‘Come Crash om Christine’ skulle have sovet i hans seng og ‘The Town Halo’, der bliver drevet frem af en energisk cello-rundgang. På trods af de kun lige godt tre minutter per nummer er det ikke fordi, alle numrene er lige let tilgængelige, og det er klart et album, der vinder ved at blive spillet nogle gange.