Roskilde 04: Blonde Redhead – fremragende fem sidste minutter

Kontrasten er lige så skærende som Amadeo Paces stemme. Inspektion af egne skosnuder og udsyrede jam-sessions lige op ad lette og velopdragne melodier. Blonde Redhead skiftede kunstrocken ud med tilgængelighed på 2004-albumet ‘Misery Is a Butterfly’, men på scenen drypper de italienske tvillinger og den meget sarte og lige så japanske Kazu Makino stadig af eksperimenterende kunstrock. Når det altså passer ind i programmet.

Amadeo Pace flænsede Odeon-teltets dug med sin vokal – og det klædte stemningen. Nærmest modsat gik det med Makinos sarte pigestemme. I lydbilledet blev hun til en lille, lys plet og nåede ikke det samme, skærende og anklagende udtryk som på studieudgivelserne.

Så måske var det derfor lysavisens røde bogstaver i ‘No Crowdsurfing’ næsten virkede ironisk. Første minut i hvert nummer lovede, at koncerten var ved at vågne helt op og blive en speciel oplevelse. Men først efter 53 minutter og ti numre skete det. Det vand, der før var is, skabte gummiagtige kropsvridninger i den lille, kompakte klump af musikere oppe på scenen, men efter koncertens største bifald forlod Blonde Redhead desværre scenen.