Roskilde 04: Pixies – kun på besøg

Der står de så. Nede i bugen på den gigantiske, orange hval. Mikroskopiske på scenen, enorme i rockhistorien. Men også 12 år ældre end den sidste turné, og 14 år ældre end hovedparten af de sange, Boston-kvartetten brølede ud af højttalertårnene. For det var ikke med øjnene, at aftenens, og for rigtig mange mennesker, festivalens største navn skulle opleves. Frank Black (eller i Pixies-terminologi Black Francis) opførte sig som sidst i Pixies’ karriere i starten af halvfemserne: urørlig og råbende, dog mere skræmmende end hysterisk.

Men tilskuere til netop de koncerter husker en ustyrlig og humoristisk Kim Deal, der med sin bas sværmede rundt om den fyldige forsanger. I aften stod hun blot som Blacks spejlbillede, på sin plads foran mikrofon og pedaler. Det gjorde Joey Santiago også – vist nok – for kun i få glimt fangede spot og storskærm hans guitarspil.

Så Black og Deal er stadig hovedpersoner – de samme, som i 1993 ragede så uklar, at de kun talte sammen gennem fax-maskiner. Også dengang stjal Frank Black billedet fra den ivrige bassist, som ikke engang fik lov at synge 2004-singlen “Bam Thwok”.

Pixies leverede lidt over en time med forudsigeligheder og ubevægeligheder, men også med nødvendigheder for de nostalgi-inficerede fans, som gang på gang sendte hinanden bekræftende blikke og konstaterede, at “den er god nok. De står der sgu'”. Men de er kun på besøg.