The Hidden Cameras

“Vi spiller Gay Church Folk Music, og Gay betyder lystig”, fastslår forsanger og bagmand Joel Gibb om genrens navn. Efter ganske få takter tror man ham gerne. Der er stryger-symfonisk, lettilgængelig melodi med pålidelig rytme på ‘Builds the Bone’, og i ‘That’s When the Ceremony Starts’ er der liv, spil og mild drillesyge af den slags, man kunne finde på Gamle Scene, hvis Det Kongelige Teater opsatte Tom og Jerry i ‘Musen Kommer Til Middag’.

Og så er det øret fanger en del af teksten. En sætning her, en dér – og var det ikke, hvad, og er det bare mig? “The spark in his eyes was a sign he was alive / I cleaned his feet to be complete / I drank the wine that came from inside / The heart of his meat and the splurge of his sweet / That’s when the ceremony starts”. ‘Mississauga Goddam’ er en ceremoni, der lister op til grænsen mellem ækelhed og æstetik, vejrer en smule og smælder tilbage. Vel at mærke ledsaget af, at Gibbs adskillige gange i løbet af fire minutter forlanger en ekstra tarmudskyldning på ‘I Want Another Enema’.

Bizart og velklingende, men ikke mindst med vilje – og uden det mindste spor af satire. Gibbs er der selv med oprejst pande, og lige præcis dén intense autenticitet bliver noget anstrengende i længden.