the elephants

Det første der falder i ens tanker, når man sidder med the elephants’ demo er, at de har lånt et par artistiske idéer af Salvador Dali. Coveret er prydet af de kendte langbenede dalistiske elefanter, og gruppens navn svarer til titlen på dette kunstværk. Dette første indtryk gør, at man væbner sig til at skulle høre en omgang surrealistisk musik.

De outrerede sange, som man forventer efter at have sat demoen i anlægget udebliver dog. I stedet for kommer der ni rigtigt fornuftige indierock-numre ud af højtalerne.

Demoen bærer præg af, at the elephants er inspireret af Speaker Bite Me. Dermed viderefører the elephants den stil, som Speaker Bite Me lagde for dagen med albummet ‘Inner Speed’, og tilfører denne linje deres helt egen lyd. De svinger mellem gyngende surfede numre med en energi, der er ganske beundringsværdig, til små og skrøbelige kompositioner, der synes at kunne falde fra hinanden ved den mindste berøring.

Sangene bliver hovedsagligt leveret af forsanger Bjarke Bendtsen. De bliver leveret på en følelsesladet og overbevisende måde, og i de få numre hvor Bjarke mangler en smule gennemslagskraft, bliver han assisteret af Martine Madsen, der tilføjer en smuk og kælen andenstemme.

De to sangere, der begge også er guitarister, bliver mandsopdækket af en yderst kompetent rytmesektion. Kristian Berg på trommer og Rasmus Nybo på bas er hver især yderst velbevandrede på deres instrumenter, og tilsammen danner de en bund i musikken, der ikke er til at skyde igennem.

‘the elephants’ er helt sikkert en oplevelse, du ikke skal snyde dig selv for. Det er en helstøbt demo, der virkelig viser hvilket potentiale, som findes i den danske undergrund.