Janove Ottesen

Det er en ganske afslappet Janove, der med en henslængt positur sidder i en lænestol og kigger op fra coveret. Og det har han nu også grund til. For han kan sidde der med god samvittighed, velvidende, at han har begået et hjertevarmt, akustisk soloudspil, der viser ham i en ny rolle, som mere alvorlig og nærværende singer/songwriter.

For Janove kender man nu bedst, når han står og holder bindegale Kaizers Orchestra i tøjlerne som frontfigur. Det er svært at forestille sig en Janove, som ikke prøver at smugle den lokale mafia ind i tekstuniverset på et album, men ikke desto mindre er det, hvad han har præsteret at udelade gennem hele ‘Francis’ Lonely Nights’, hvor det er de ligefremme anekdoter, der dominerer.

Med hjælp fra flere habile musikere, såsom Gunnar Emmerhoff fra Emmerhoff & The Melancholy Babies, er det ikke overraskende blevet et album, der bærer præg af flotte detaljer, som på forunderlig vis har ladet sig indfange i et tilsyneladende simpelt, guitardomineret udtryk. Et klædeligt maskeskifte for Janove, der tydeligvis har haft behov for at vise nogle flere alvorstunge rynker i panden, end det Kaizers Orchestra tillader indenfor sin stramme, konceptuelle koreografi.

Et behageligt udspil, der rummer flere smukke og melankolske stunder, hvor efterårsmørket lige pludselig ikke virker så frygtindgydende endda. Specielt ikke i selskab med ‘This City Kills’, der ikke sådan lige lader sig ryste af trommehinden.