The Stills

Nå. Endnu et af de bands der start med ‘the’ og slutter på ‘s’, og endnu et band der kan gå mere eller mindre direkte fra udgivelsen og i glemmebogen. Ofte spiller den slags bands mere eller mindre ligegyldig garagerock, men der adskiller The Stills sig dog en smule. De spiller ikke garagerock, men ligegyldigheden er næsten intakt.

Det er ikke fordi, de er dårlige, ikke forsøger eller ikke kommer pænt rundt omkring i nogle hjørner, hvor der kunne ligge noget spændende gemt. Men det virker som om, de ikke rigtig finder det og får det frem i lyset. En del af elementerne hos The Stills kan man umiddelbart spore tilbage til bands som Pavement, Yo La Tengo og Spiritualized – det vil sige i hjørnerne med melodiøs støjrock, mange lag, høj kompleksitet og lyse svævende monotone guitarløb. Det ser jo på papiret meget godt ud, men ud over de tre ovennævnte bands er der også en pæn portion tuderock indover, og mht. opfindsomhed, interessante melodier, kant, tyngde og intensitet er der en del tilbage at ønske.

Så når cd-afspilleren efter små 50 minutter kører laseren tilbage på sin plads, sidder man selv tilbage med en følelse af manglende forløsning og lettere kedsomhed, og det et synd, for det virker som noget, der kunne og skulle have været meget større.