Elefant

Diego Garcia, forsanger og musikalsk drivkraft i albumdebuterende Elefant, har argentinske rødder, er født i garagerockens hjemby Detroit, men lyder som Marc Bolan og David Bowies affekterede bastardsøn, der har tyvstjålet Robert Smiths eyeliner og nu forsøger at danse som Jarvis Cocker til New Order i startfirsernes London. Godt eller skidt?

Forbillederne er i hvert fald i orden og i sådan en grad, at umiskendeligt anglofile Garcia og co. med ‘Sunlight Makes Me Paranoid’ har lagt i kakkelovnen til en byge af beskyldninger om skamløs rovdrift på nogle af højdepunkterne i de seneste 30 års britiske pop-sangskat. Og Elefant er skyldig som ind i helvede i anklagerne, lad der ikke være nogen tvivl om det.

Det betyder dog langtfra, at den amerikanske kvartet har lavet et fortærsket og fantasiløst mimende produkt, der aldrig bliver andet end en tredjerangs udgave af originalerne. No, sir! Elefant slipper kækt af sted med strandhugsten, fordi man pladen igennem kan fornemme egenartet personlighed og følelse.

I modsætning til de på mange måder beslægtede The Killers og deres nylige ‘Hot Fuss’ har Elefant drenget charme, forsvarsløs sødme, ægte sans for gotisk dysterhed og musikalsk veloplagthed i rigt mål. Og i front er der denne Garcia, der er lige overbevisende som mut, indadvendt melankoliker på afgrundens rand og overstadig sangviniker, der bare vil danse natten lang.