Gin Palace

Gin Palace må være det nærmeste, man kommer på støjpunkens svar på The White Stripes. Der er skåret helt ind til benet, og kun det mest essentielle har fået lov at blive tilbage: én guitar, et minimalt trommesæt og en skrigende vokal. Til gengæld er guitaren meget forvrænget, så lyden er oftest simpel og skarp – nogle gange på grænsen til det øreflænsende.

På trods af deres simpelhed formår de 13 numre, der tilsammen ikke varer mere end 25 minutter, at variere utrolig meget. Fokus er hovedsageligt rettet mod den fræsende, aggressive, energiske og støjende punk og garagerock, men samtidig er de ganske melodiøse på deres egen lidt sære måde.

Hist og her har Gin Palace fået sneget en smule blues ind og suppleret lyden med en mundharmonica og en bas. Er man ikke opmærksom på det, vil man på de fleste numre ikke lægge så meget mærke til, at der ikke er nogen bas, men nogle steder skinner denne mangel kraftigt igennem, og musikken bliver lidt flad. Samlet set har Gin Palace dog lavet et fint album, hvor de kradser en smule i overfladen på både punk og garagerock, inden de igen sætter dem sammen med rigelige mængder støj og energi.