Janove Ottesen – fra genial til gængs
Janove Ottesen fortjener velsagtens en pause efterhånden. Det gør enhver vel efter næsten tre års turné. Forskellen ligger i måden at holde den på. De fleste musikere ville nok grave sig ned i ly for presse og fanskare, men det forholder sig anderledes med den gale forsanger fra norske Kaizers Orchestra. For ham består pausen af en solokarriere, der på sin vis er velkommen, men også noget af et antiklimaks.
Der skal ikke lyde mange ondsindede ord om singer/songwriters fra min mund, men der skal immervæk noget af en personligheds-ballast til, for at den slags kan holde vand. Ottesens forsøg på denne front er en anelse utæt, så er det sagt.
Nok har han droppet den provinsnorske dialekt til fordel for en bredtfavnende engelsk – og det kan man så bifalde eller ej – men i samme ombæring er en væsentlig del af hans karisma forsvundet. Fra at fremstå som en af de mest originale og interessante sangere har han med soloen degraderet sig selv til en kedelig plads i den ufatteligt store mængde af trivielle følelsesryttere, der findes på den internationale scene. Han er gået fra genial til gængs, simpelthen.
Men selvom den fandenivoldske gasmaske er blevet lagt på hylden for en stund, er der stadig meget at hente, når Ottesen gør sin entré. Alt andet ville da være mærkeligt, set i lyset af erfaringen fra Kaizers. Med sjælden indlevelse og publikumskontakt beviser Ottesen endnu en gang – trods alt – at han gør sige lige så godt på scenen som på anlægget – hvis ikke bedre.
Som bekendt hører han til i den gruppe af musikere, der høster en del på entré fra piger, der mest er der for lækkerhedens skyld. Og det kan han kun takke for, for med denne stil, som han her viser i sit soloudspil, kan han kun forvente de absolut mest hardcore personlige fans’ opmærksomhed.
Jeg ser frem til, at vi atter kan danse ompa til vi dør.