U2

Vi skal med stor sandsynlighed fejre sølvbryllup med U2 næste år i Parken. Og heldigvis for det, for bandet er trods den høje alder i forbløffende god form. Bono, The Edge, Adam og Larry har alle dage holdt et kolossalt højt bundniveau. Slidstyrken i sangene er stadig så forbilledlig, at man uden tøven udråber dem til at have livstidsgaranti.

Efter rygterne om en hård rockplade forbløffer det, at de fleste sange kører i mellemtempo. Men akkorderne og Edges guitarlyd (den velkendte fusion af pigtråd og kirkeklokker) er placeret i stilsikker rækkefølge. U2 slås kompetent med deres lange skygger og vinder på inderlighed og grundighed – ikke på at være banebrydende denne gang. Alle nye numre har nemlig fjerne fætre i bagkataloget. Den flabede boogierocker ‘Love and Peace or Else’ nedstammer for eksempel fra mægtige ‘Bullet the Blue Sky’.

I skrivende stund vokser ‘How To Dismantle An Atomic Bomb’ således stadig for hver gennemlytning. Men slå U2’s trendsættende top tre, ‘Unforgettable Fire’ (84), ‘The Joshua Tree’ (87) og ‘Achtung Baby’ (91) kan den dog næppe nogensinde.

Akkurat som deres forrige plade lægger den nye sig lunt i den bedste halvdel af deres produktion på tolv studiealbum. Med gigantiske emner som konflikten i Mellemøsten, døden og Gud spørger man dog uvilkårligt sig selv om, hvornår Bono en dag skriver en sang om storheden i at spise en ispind?