Hangar 18
Trioen, Hangar 18, tog sin nuværende form i 2002, da paWL tiltrådte som produktionsmagiker for de to rappere Alaska og Windnbreeze. Selvom dette er deres debutalbum, kan man høre, at de ikke er uerfarne og forstå, hvorfor de længe har været blandt undergrundens stjerner, hvor deres live-optrædener efter sigende skulle være fænomenale. En ‘stjernestatus’ de med titlen på albummet får understreget og bruger den samtidig selvironiske ‘The Multi-Platinum Debut Album’.
Efter en kort intro bliver man mødt med en blanding af lyden fra et computerspil fra 90’erne og underlægningsmusikken til en ny Vin Diesel-film i et hæsblæsende tempo, som må tage pusten fra selv den mest energiske og friske hiphop-fan. Selvom albummet undervejs med numre, som ‘Boombox Apocalypse’ og ‘Hangar 18 And The Temple of Doom’, bevæger sig ned i et tempo, der giver eftertænksomheden spillerum, er rappen i det lyse og halvaggressive leje gennemgående for albummet. Det bliver understøttet af det elektroniske og fragmenterede lydunivers, som ikke er morgenmusik for den langsomme starter, med mindre man søger tre dobbelte ekspressoer til at kickstarte dagen.
Men det er altså ikke et traditionelt hiphop-album med et simpelt beat, et melodisk loop i et nærmest akustisk udtryk og en tilbagelænet rapper i et fast tempo. Man skal blandt andet helt hen til nummer seks ‘Sadat X Appears Courtesy of…’ for at høre traditionel scratcheri, som tilføjes Sadat X’ (Brand Nubian) karakteristiske flow. Til gengæld præsenteres man på ‘Take No Chances’ for en samklang af et morseapparat, en plingende synthesizer og en klagende kvindesang, hvis opdragende ‘You got to…’ fæstner sig i øret.
Albummet bevæger sig i det eksperimenterende univers, hvor produktionerne til tider bliver for gennemtrængende og overdøver den dygtige til tider instrumentalt dikterende rap, som hele tiden bliver kastet afsted og ikke leverer mange afslappende øjeblikke til lytteren. Det bliver derfor nødvendigt at spidse ørerne på de hæsblæsende numre, som ‘Go Git That’ og ‘Saved By The Beezy’ for at høre det lyriske indhold.
Overalt skinner det sidste nummer på albummet ‘Easier Said Than Done’, hvor en Chief Excel-lignende produktionen får én til at tro, at Gift of Gab dukker op hver andet øjeblik. Men istedet får Alaska og Windnbreeze på formidabel vis fortalt, at det er utroligt svært at ‘walke the talk’, hvor man påvirket af andres indgreb i egen livsføring tvinges ud i medicinalt misbrug.
Man skal være i humør for at høre dette godt producerede og rapmæssigt velfunderede album. Men er man det, og giver man det tid på pladespilleren, skal det nok langsomt snige sig ind under huden og nærme sig det sublime. Men vær tålmodig, på det forkerte tidspunkt kan albummet godt irritere og uhensigtmæssigt blive sat på hylden som fremtidig støvophobende klenodie.