Testbild!

Det er lidt svært at blive klog på det svenske band Testbild!. Det består af to personer, der hver har skrevet cirka halvdelen af numrene, og det skinner klart igennem. Det ene øjeblik spiller de energisk pop, det næste øjeblik klimprer de afsted på spansk guitar og klokkespil, og det næste igen spiller de instrumentalt elektronisk, som mere er en form for lydflade end et egentligt nummer. Fælles for det hele er dog, at det foregår i magelig tilbagelænet stil og for det meste har et eller andet element af skramlen, skratten eller klikken i sig.

Den ene halvdel af numrene kan kategoriseres som en slags lo-fi power-easylistening, der har en del tilfælles med deres landsmænd i Three Blind Mice og Komeda, mens den anden halvdel mere minder om Biosphere’s sfæriske lydbilleder, dog ikke af helt samme høje kvalitet.

på størstedelen af albummet fungerer de elektroniske intermezzos meget fint i samspil med de opløftende alternative popnumre, men til sidst kammer det simpelthen over. Efter det sidste nummer er der det velkendte lange mellemrum inden et “hemmeligt” nummer. I dette tilfælde er der tale om cirka et kvarters gentagen af disharmoniske loops, hvor jeg tror, de fleste havde været bedre tjent med stilhed. Ser man bort fra denne “bonus” er det et rigtig fint album, men når det varer hen ved en fjerdedel af albummets totale spilletid, er det ret så irriterende og trækker en del ned i det samlede indtryk.

Testbild!. 'The Inexplicable Feeling of September'. Album. Friendly Noise/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af