Jennifer Gentle

Jeg plejer at sætte stor pris på musik, der gør noget ud af at adskille sig fra mængden. Men en gang imellem må man sande, at det kan blive for meget af det gode: Jennifer Gentles album ‘Valende’ er en af de mest obskure plader, jeg har haft mellem hænderne i en rum tid.

Albummet er usammenhængende og sært, og der bliver i den grad vekslet mellem stilarter og stemninger. Til at starte med, går det meget stille og roligt for sig; men allerede på andet nummer slår de over i en form for cabaret-folk-punk, for derefter at blive småmelankolske og slæbende med klokkespil og mandskor. Alt sammen med en svagt forvrænget og snøvlende vokal, der minder om en stemme fra en dukkefilm.

Midt i albummets findes det længste, mærkeligste og mest irriterende nummer, som varer i syv og et halvt minut og lyder det meste af tiden som en flok bissende køer på vej gennem en orkestergrav.

Når de ikke bruger deres energi på at være sære, spiller de faktisk glimrende langsomme numre med en nærmest atmosfærisk klang hovedsageligt båret af akustiske guitar, et gammel orgel og klokkespil; men ofte også akkompagneret af alverdens forskellige lyde. Det er dog svært at få det fulde udbytte af disse numre, når de pludselig afløses af noget der lyder, som hvis de syv små dværge havde været et rockband og fået musene fra Askepot til at synge kor.