Bloc Party
Den britiske musikpresse har for længst udråbt dem til “The Sound Of 2005”. Og med The Libertines på selvdestruktiv glatis og Franz Ferdinand i studiet for at indspille deres andet album, er der da også lidet til hinder for, at London-kvartetten Bloc Party ikke skulle kunne gå hen og opfylde profetierne. Mest af alt fordi det er et knuselskeligt album, bandet har begået med debuten ‘Silent Alarm’.
De, der tidligere har lagt ører til Bloc Partys ep’er og forudgående singleudspil vil vide, at bandet gør sig i en både eksplosiv og til tider kaotisk postpunk med slidstærke popmelodier og et par kærlige vink til bands som The Cure, Sonic Youth, Blur og Franz Ferdinand.
På ‘Silent Alarm’ har Bloc Party imidlertid skruet op for følelsesspektret og sneget en række afdæmpede og mere eftertænksomme sange ind imellem alle energiudladningerne. Og denne disposition kan man ikke andet end påskønne.
Det er nemlig slet og ret fabelagtigt at lægge ører til den bittersøde ‘This Modern Love’ og den hypnotiske ‘Blue Light’, hvor forsanger og guitarist Kele Okereke synger om et tilsyneladende forlist kærlighedsforhold: “I still feel you / And the taste of cigarettes”. Lyrik, der er til at forstå.
På den gnistrende garagerocker ‘Helicopter’ er det dog et helt andet tvivlsmål, der optager Okereke: “Just like his Dad / Just like his Dad (the same mistakes ) / Some things will never be different”, spyer han med direkte adresse til George W. Bush’s knap så afholdte krigsgerninger i Mellemøsten. Kærlighed og storpolitik går umærkeligt hånd i hånd hos Bloc Party.
Indspillet i Delta Lab i København – dog uden Thomas Troelsens medvirken – og mikset af Rich Costey (Audioslave, Mew m.fl.) har Bloc Party scoret sig lidt af en hi-fi-lyd, som faktisk klæder bandets sprælse arrangementer forbavsende godt.
Den på én gang bragende og dystre rockåbner ‘Like Eating Glass’ og det storladne center piece ‘Pioneers’ rejser sig som ranke, soniske trækroner over et lydlandskab, der både kan danses og drømmes til. Men en smule for ambient når det dog alligevel at blive i den afsluttende ‘Compliments’, som dog ikke ridser mærkbart ved heloplevelsen af ‘Silent Alarm’.
Den britiske musikpresse vil som regel ganske vist gerne deres egne landsbørn det bedste. Men skal man alligevel se igennem fingrene med gemen favorisering en enkelt gang og lytte til de engelske røster, bør det således være her: “The Sound Of 2005” hedder Bloc Party.