Kira & The Kindred Spirits
Kira Skov er en rigtig hundjævel. Ikke blot når hun befinder sig i sit rette element på en scene, hvor hun forførerisk veksler mellem det sensuelle og krukkede kostbare, men også når hun med sin stemme totalt indfanger lytteren og langsomt æder sig ind i sjælen, hvis der ikke passes godt på.
På ‘This Is Not An Exit’ slår hun til igen og kravler med stor behændighed helt ind under den gåsehud hendes stemme efterlader. Helt derind hvor hver eneste frasering gør en forskel og efterlader én svag og sårbar.
Der er simpelthen så meget power, liv og følelse i Danmarks suverænt bedste kvindelige rocksangerinde, at man til tider glemmer at lytte til musikken, som for øvrigt udføres til UG af de fremragende musikere, der desperat flår den sidste lyd ud af instrumenterne på de allerbedste numre.
Kendere af Kiras lange musikalske fortid vil i musikken, og den følelsemæssigt dybe vokale præstation, kunne nikke genkendende til de problemer og skrammer hun har modtaget i årenes løb som ludfattig musiker, og selvom man ikke skal glæde sig over andres ulykke, er det ikke sikkert at Kiras musikalske udtryk, uden den livserfaring, var blevet som det er i dag. Dæmonerne kigger stadig frem engang imellem, men mon ikke det er disse, der bliver skreget ud, når Kira råt og skingert skriger: “You can’t fight me baby // ohh you can’t fight me baby!” i den sublimt rockende ‘Loneliness Won’t Find Me’.
Pladens tolv sange kan bestemt ikke alle leve op til den altoverskyggende vokal, og det er dette Kira og Co. mangler for at nå helt op i den internationale klasse og den maksimale karaktergivning. Men vokalen redder i langt de fleste tilfælde de mindre stærke kompositioner godt i land, og til sidst er man simpelthen viklet så meget ind i hundjævlens spind, at man ikke kan gøre andet end at råbe, “yes, yes!”, når Kira på pladens sidste skæring kælent men insisterende synger “Do you want me?”.
Sådan!