Dolorean

Den amerikanske kvartet er aktuel med deres andet album, der med referencer til Neil Young og The Beach Boys, byder på sørgmodig indie-folk og barske kærlighedshistorier om ensomhed. Man sidder tilbage med en tæt og intim, men også lidt flad, oplevelse.

‘The Search’ er et nummer, der med sine tætte vokalharmonier, akustiske shuffleguitar og telecaster-twang hylder Doloreans amerikanske folk- og countryrødder. Man ser for sig nybyggere i hestedrocher på vej tværs over den golde midtvest i søgen på rigdom, med hatten på skrå og pionerånden intakt. ‘Dying in Time’ er en smuk og opløftende kærlighedsballade med strygekvartet, men samtidig et forrygende underspillet humoristisk islæt. “If you pass on I don’t wanna be alive, so baby let’s die at the same time” synger forsanger Al James intimt og indfølt – kan det siges bedre?

Albummet er et meget, meget melodisk, men desværre i længden også et noget ensidigt bekendtskab. Her er der ingen skarpe kanter og de fire amerikanere, med hang til eftertænksom folk/country, leverer deres sange i en lind strøm af fingerspillet guitar og følsomme og forsigtige trommer – og der er skruet helt ned for blusset. Kun i titelnummeret får man et glimt af en forvrænget elguitar og det klæder egentlig Doloreans musik ganske godt – mere af det tak!

Selvom musikken er en ret ufarlig cocktail, fortjener pladen som helhed alligevel lidt opmærksomhed. Al James skriver og synger sange om død og kærlighed pakket ind i en stille og forsigtig melankoli, og netop denne kontrast mellem det melodiske og det til tider ret barske tekstunivers, er Doloreans mest spændende side.