Carl Cox
Et bredt bigbeatet trommespor og bækkener, der får en ordentlig omgang tæsk tilsat maskinel tech-house med lidt legende vokaler på toppen og en pumpende bas i bunden. Dj’en Carl Cox har inviteret en håndfuld kolleger til at lege med på sit nye album, og på det første track er det altså blandingen af Norman Cook, aka Fatboy Slim, og Carl selv, der lyser klart igennem.
‘Second Sign’ er en række nye numre fra Carl Cox selv plus co-produktioner med andre artister. Efter den tunge start skifter stemningen til lidt gammeldaws up-lifting, soulful house med hvad der hører til af tangenter, guitar, vokal-arrangementer ovenpå nogle ret nedbarberede housebeats. Derefter kører numrene derudaf – igen nede i det tunge, dybe gear.
Begivenheden, der satte Carl Cox på dagsordenen, var et rave tilbage i slutningen af 80’erne, hvor han sent på natten fik hevet en tredje pladespiller ind i dj-pulten. Så kunne han lade de stønnende lyde fra Lil Louis’ ‘French Kiss’ køre ind over hinanden, samtidig med at han droppede vokalerne fra et andet nummer ind over. De tre pladspillere er siden blevet et hans varemærke. Cox er også en af de få personer, der har dj’et sig ind i det nye årtusinds to gange – først i Sydney i Australien og derefter på Honolulu i Hawaii. Og så ligger han bare konstant og roder rundt i toppen, når diverse magasiner kårer verdens bedste dj’s. Igen i år er Carl Cox aktuel på Roskilde Festivalen.
Men Coxs evne til at sætte nye standarder er fraværende på ‘Second Sign’. Først efter tretten numre med en blanding af hard-, tech- og mainsteam-house sker der for alvor noget nyt. Albummet forlader det høje housetempo og skifter på de to sidste numre til en befriende omgang drum’n bass bl.a. tilsat en rebelsk rock-punket kvindevokal fra Saffron, der tidligere har gjort sig med The Shamen og Prodigy.
Cox har sagt, at han har brugt omkring syv år på at finde ud af hvad han ville som dj. Og så skifter man nok ikke lige sådan retning. Så hvis tech-house, der er som skabt til tidsrummet mellem 05 og 07 er sagen, eller man mangler et soundtrack til en iron-man er ‘Second Sign’ et godt køb. Ellers lever man også lykkeligt uden.