Eels

Efter et par svage album har Mark Oliver Everett, enmandshæren bag Eels-navnet, heldigvis lagt blues-guitaren fra sig og atter vendt sine melankolske hundeøjne og dystre fuldskæg mod de små popperler, som gjorde hans ‘Electro-Shock Blues’ fra 1998 til et mesterværk.

Everett lægger sig endnu en gang på briksen til en gang selvudført terapi, hvor de mange dødsfald i hans nærmeste familie er det absolutte omdrejningspunkt. Faktisk udvikler ‘Blinking Lights and Other Revelations’ sig til lidt af et konceptalbum, der tegner et helt liv i smerte fra fødsel til død, og det er så ambitiøst, at intet mindre end 33 sange spredt ud over to discs har kunnet gøre det.

Det er mange sange og meget smerte – og også lidt for mange enslydende og skrøbelige sager understøttet af akustisk guitar eller klaver. Specielt når de følges op af mere sprælske sager som ‘Old Shit/New Shit’, ‘Hey Man (Now You’re Really Living)’, ‘Going Fetal’ og ‘Trouble With Dreams’, hvor Everett lader legesygen leve, skruer tempoet op og tilføjer strøm, strygere, blæsere, orgel og klokkespil.

Trim terapi-sessionen ned til 20 sange, og du sidder tilbage med en klassiker, for albummet indeholder nogle af Everett’s bedste, lige-i-øjet popsange nogensinde. Og heldigvis slipper solen da også sporadisk gennem persiennerne og rammer den lidende kunstner på briksen. Når han slutter de 90 minutter af med afskedsreplikken “If I had to it all again / well, it’s something I’d like to do”, ved man, at det har været det hele værd.