Roskilde 05: Mimas – åh, så følsomt

Der må være højt til loftet i Mimas’ øvelokale. Virkelig højt. Den unge Århus-gruppes musik er gennemsyret af en tung seriøsitet, en endnu tungere følsomhed, og den stræber mod en filmisk storhed. Skabt til stjernehimler. Desværre kunne deres koncert søndag eftermiddag ikke helt leve op til de tårnhøje ambitioner, og visse steder truede filmen helt med at knække.

Man kunne ikke have andet end respekt for Mimas’ forsøg ud i deres følsomme, sneglefartsrock, der indhyllet i guitarfeedback og rumklangsvokal lægger sig vel meget op ad forbillederne i islandske Sigur Rós. Men når man vælger at flyve så højt, er der også meget dybt at falde, og der blev startet meget usikkert ud.

Med siden genert til publikum kæmpede frontmand Snævar Albertsson med sin spinkle vokal, og kun langsomt blev kursen mere sikker. Sangene startede alle ganske skrøbeligt ud for så at eksplodere i længere passager af huggende guitarstøj, men der var ikke meget spræl, melodi eller variation at hente i de lange forløb.

Stille, larmende, stille. Den fangede man hurtigt, og det var svært at føle med Albertsson, der ellers lukkede øjnene og forsvandt helt ind i musikken. Selv om teksterne ikke kunne dechifreres, virkede vokalens budskaber en smule oppustet poetisk, som et indslag i teenagepigens dagbog. Ikke en gang lidt jazzet trommespil, en kontrabas og lidt medbragte computereffekter kunne live affæren op.

Heldigvis skete der noget de sidste ti minutter. Det repetitive begyndte at give mening, og man lod sig for første gang inviterere ind i de crescendo-søgende sange. Det var faktisk godt, og man glemte for en tid, at den her slags musik faktisk ikke skal spilles før mørkets frembrud. Kvintetten forlod scenen med æren i behold, og da en entusiastisk gruppering i publikum lang tid efter koncertstop stadig nynnede det sidste omkvæd, tænkte man, at Mimas’ øvelokale nok alligevel har de helt rigtige mål.