Kaizers Orchestra
Luk øjnene, og lad dig flyde med ud i Nordsøen til en fjern olieplatform et tåget sted ud for det norske fastland.
Nordmændene ombord er gale, de borer ikke efter olie, men myldrer i stedet ind og ud imellem hinanden, skriger, så spyttet sprøjter, slår på olietønder, så havbunden ryster, og danser ompa til de dejser om. Velkommen ombord på den flydende galeanstalt Kaizers Orchestra, der med ‘Maestro’ nu søsætter deres tredje og mest ambitiøse album i et rundtosset farvand af balalajka, sigøjnerpunk og hårdtslående norsk syrerock.
Kaizers Orchestra har for længst slået sit navn fast som kultorkesteret, der flår benene væk under sit publikum med et brag, der kun overdøves af deres egen hang til smadret skrotmetal. Et brag så højt, at Universal nu har budt Kaizers op til dans med udbredelse i det meste af Europa og masser af tid i studiet.
Og ‘Maestro’ bobler af vanvittige indfald, som er orkestrets kreativitet eksploderet i takt med oliepriserne på et album, hvor trædeorgel, harmonika, olietønder, kontrabas og guitarer nu blandes med strygere, blæsere og bulgarske gæstemusikanter.
De seks nordmænd har haft godt af en pause væk fra Kaizer-spændetrøjen, for der er kommet ny råolie i kredsløbet. Frontmand Janove Ottesen har med soloudgivelsen ‘Francis’ Lonely Nights’ udlevet sit talent som singer/songwriter, bassist Øyvind Storesund har leget videre med monsteret Cloroform, og guitarist Terje Killmaster råbte med Skambankt op til punkrevolution.
‘Maestro’ kredser tematisk om den fiktive galeanstalt Dieter Meyers Institution, og det fører Kaizers ud i nye afkroge, hvor hårdpumpet galskab og dyster melankoli over 12 skæringer går op i en højere enhed – fra psykedelisk, teatralsk uhygge på ‘Dieter Meyers Institusjon’ til mexicansk punk på ‘Delikatessen’.
Det koger på den norske platform psyko. Hil dig Kaizer!