Clue To Kalo

Det gamle billede af en singer/songwriter må erklæres dødt. Den ømme, forslåede mand med guitaren og tusindmile-blik-mod-livets-horisont er efterhånden kun forbeholdt genrens notoriske kritikere. I dag er det nemlig ikke nok at være en strandbums med et gudsbenådet talent for bålstemning, nu skal man være lidt af en musikalsk værktøjskasse for at kunne spille med på den scene.

Australske Mark Mitchel, ankermand i Clue To Kalo, er et fremragende eksempel på dette. Med en laptop under den ene arm, guitaren under den anden og tungen smurt med lun olie har han nu begået et album nummer to, der på én og samme tid kæler for troubadourens historiske værdi og beviser, at der stadig er plads til videre udvikling af denne. Og det sker med en hårfin fordeling af små elektroniske beats, svævende klangflader og subtilt guitarspil.

Ind imellem kan det virke mudret, men giver man lyden lidt plads, så opdager man hurtigt, at der rent faktisk ligger og gemmer sig nogle dybt originale kompositioner i støvet. Det er i bund og grund ekstremt psykedelisk, men man når aldrig at miste jordforbindelsen helt, for der er et trygt og fast holdepunkt i Mitchells varme vokal hele vejen igennem. Clue To Kalo yder en god lille omgang hjertemassage. Både på genren, men også på den kræsne lytter.