Idaho

Som en orkidé der midt i efteråret bliver ved med at skyde nye blomster. Sådan er det tiende fuldlængde-album fra amerikanske Idaho fra Los Angeles, som er synonym med Jeff Martin. Han folder et formidabelt talent ud på ‘The Lone Guman’, hvor et mix af lettere øjeblikke og et slæbende mørke blandes elegant i en tidsløs, trist og alligevel opløftende skønhed, som næppe er præsenteret mere alsidigt indenfor genren slowcore.

Idaho har gang på gang vist sig at være en reinkarnation af et band, der konstant er genopstået med nye ansigter. Kun Martin har hele tiden været der, og kun Martin er nu tilbage. ‘The Lone Gunman’ giver indtrykket af en mand, der dybt påvirket af mange stunder alene graver dybt i sjælen og her finder noget yderst foruroligende, meget smukt og ægte.

‘ECHELON’ er med sin tunge distortion, klassiske klaver og Martins høje nynnen, som spøgelsesklager der falder i ét med efterårsvinden i de røde bøgetræer. Mens ‘Have To Be’ og ‘The Mystery’ med rhodes, et ligefremt beat og en glimrende og tilbageholdt vokal efterlader et flakkende lys i mørket: “It’s time to get to the bottom of the mystery”.