Kå

Lad det være slået fast med det samme. ‘Sammenbidt blidt’ er ikke nogen nem plade. Tværtimod river, rusker og skærer den i lytteren. Det er, som om den vil massere de ømme punkter og trykke til, for det skal gøre ondt, før det gør godt.

Smukke strygere lægger en dramatisk og smuk bund for Katrine Villadsens vokal, som er i centrum. Hun hvisker som Henriette Sennenvaldt fra Under Byen, vrænger som Björk og er blid som Tori Amos. Og hun er bestemt en dygtig sangerinde. Men det bliver næsten for meget af det gode. Hun eksperimenterer konstant og søger nye udtryk med stemmen, og hele tiden vægter hun variationen mellem hvisken og kraft og tager opmærksomheden fra de smukke strygere. Ofte længes man bare efter et pusterum.

Kå kalder sin musik for indie-folk, og inspirationen fra dansk folkemusik og Sorten Muld er bestemt fremtrædende. Bandet er – en smule misvisende – blevet sammenlignet med Under Byens hviskende, vidtrækkende univers, men Kå er meget mere larmende og teatralsk end som så. Kås musik indeholder mere brutale elementer fra den hårde rock og store dramatiske kompositioner, som også leger med disharmonier, og melodier som ikke er umiddelbart gennemskuelige.

I det hele taget bliver pladen lidt af et sammensurium af genrer og stritter i så mange retninger, at man nu nok bliver fanget ind af det sælsomme univers, men også savner roen, den enkle melodi og mådeholdet. I hvert fald er ‘Sammenbidt blidt’ en dramatisk, opfindsom og lidt overivrig plade for den tålmodige lytter.