The Elephants

Langt ude på prærien står en gammel faldefærdig garage, og indenfor danser en lille, nuttet elefant rundt. Nogenlunde således kan The Elephants musik beskrives. Umiddelbart er der meget lo-fi garagelyd i første skæring, men efterhånden får slideguitaren listet sig frem fra skyggen. Når mundharmonikaen sætter ind, er den tilbagelænede alternative country undfanget.

På trods af denne karakteristik er demoen ‘Lazybones’ langt fra sat i bås. De interessante ideer falder på stribe. Hvis ikke det er et break eller et melodiskift, er det minsandten surfguitar der krydres med. Legesygen vil ingen ende tage.

Bjarke Bendtsens hæse og sløve vokal samt Martine Madsens bløde lillepigestemme klæder hinanden godt. De skiftes til at stå forrest ved mikrofonen. Når Bendtsen er i front står der Speaker Bite Me på menukortet. Mest iørefaldende er det på titelsangen. Madsen bringer derimod Cardigans-minder frem hos lytteren. For eksempel på den melankolske ‘Autumn Hearts’. En indvending mod ‘Lazybones’ må være tendensen til, at numrene bliver for sukkersøde. Det er især risikabelt, når Madsen synger.

De meget produktive elefanter har på knap et år lavet hele tre demoer, så måske er der noget større i vente. Hvis kvalitetsniveauet fortsat holdes højt, vil jeg se frem til et helt album fra The Elephants.