Elvis Costello – another fucking H.C. Andersen-show

I sin egen præsentation af ‘The Secret Songs of Hans Christian Andersen’ sluttede Elvis Costello vittigt af med at forvisse publikum om, at ingen af de sange, vi skulle til at høre, nogensinde var blevet sunget af Tina Turner. En meget modig kommentar, taget i betragtning af at det der lå foran os ikke virkede synderlig meget mere gennemtænkt end Tinas optræden i Parken tidligere på året.

Jeg er næsten 100 på, at jeg ved, hvad der lå til grund for den temmelig ligegyldige og ligeså mærkværdigt ufærdige forestilling, der herefter foldede sig ud i Operaen i København. For et par år siden har Kasper Bech Holten bedt Elvis Costello om at skrive en opera om Hans Christian Andersen i anledning af yaddi yaddi, og nu hvor 2005 er lige ved at gå på held, har Elvis Costello fanden eddergalemig at opføre den opera. Man skulle jo nødigt kunne læse overskrifter a la “hey-fanden-hvor-blev-den-opera-egentlig-af??”. Det har Bille August jo allerede taget sig af med et lidt andet medie i tankerne.

Problemet er bare, at det vi oplevede på den nye operascene, virkede som et langt fra færdigt produkt. Måske var det en skitse til en opera, der i øvrigt ifølge Elvis Costello selv, kommer næste år, imens Kasper Bech Holten i programmet fortæller, at det er deres håb, at der en dag kommer en opera. Muligvis var det bare ti sange der, på nær en enkelt eller max to undtagelser, ikke kom i nærheden af det, man ville tro Costello + opera skulle kunne give: En særpræget kuldegysning.

Det var som om, man kunne mærke, at de sange manglede noget… Det dér! Men hvis Elvis Costellos mening med sangene er, at de skal ende som en fuldbyrdet opera, er det jo også naturligt nok, at man sidder med en lidt tom følelse, når man må nøjes med klaver, guitar, trompet, tuba og banjo. Respekt for den interessante instrumentering, men de fem instrumenter, og Elvis Costello på vokal, kan, til trods for et par enkelte numre med en vaskeægte sopran på gæstevokal, vel næppe kalde sig for opera.

Opførelsen af de kun ti numre tog godt en time at gennemføre, og Elvis Costello fik forklaret os (eller nærmere undskyldt) at der altså var mere på vej, som ville være at finde i den endelige udgave, hvorefter der blev opført tre af de samme numre igen. Det er altså 30% af koncerten, der blev genbrugt som ekstranumre! Det er simpelthen ikke godt nok.

På et skilt kunne vi i slutningen af forestillingen læse, at vi befandt os i København i 1875, og på bagtæppet blev så projekteret et billede op af det gamle København ved Gammel Strand… med en Ford Transit parkeret foran Thorvaldsens museum. Det afslutningsbillede var meget i tråd med hele forestillingen: Noget halvfærdigt sjusk.