Eskju Divine

En påstand om at forsanger Gustaf Spetz hos Eskju Divine ikke har en tone i livet vil være at gå for vidt. Han har i hvert fald én, som til gengæld bliver gentaget igen og igen på dette debutalbum fra den svenske trio, der instrumentalt kun har piano/keyboard, bas og trommer.

I det mindste er Eskju Divine ikke bange for at lyde storladne, for den får på alle tangenter med grandiøse pianoarrangementer, inderlig sang og armene strakt mod himlen. De mener det seriøst, denne himmelstræben, men det bliver aldrig til mere end en udvandet version af Coldplay. Hvor der oven i købet er strøet så meget sukker oven på, at det knaser mellem tænderne. Men vokalen er milevidt fra Chris Martins niveau og resten af Eskju Divine spiller nok stilsikkert, men det er repeterende og uinteressant.

Det virker som om, bandet har fundet en opskrift, de godt kan lide, men det bliver en pinagtig gentagelse af de samme virkemidler. Lidt svulstigt piano, masser af bækkener fra rytmesektionen og en banal tekst, hvor Spetz trækker vokalerne laaaangt ud. Numrene lyder simpelthen ens og der er intet, der stikker ud og spræller lidt. Denne plade mangler ganske enkelt relevans.