Francoiz Breut

Når man, som jeg, kun forbinder fransk musik med Serge Gainsbourg og Edith Piaf, kan en fransksproget plade virke uoverskuelig. ‘Une saison volée’ er dog både seværdig og speciel, selv om man ikke forstår alt der bliver sunget. Francoiz Breut leverer en skæv og drømmende musik, der på trods af en moderne og personlig lyd også ligger i tråd med de to førnævnte.

Musikken blander fransk viselyd med triphop-beats, følsomt klaverspil og både blid og bidende guitar. Blandt pladens 13 sange gemmer der sig to engelsksprogede, mens resten foregår på fransk -et smukt sprog, javist, men også svært at forstå uden forkundskaber. Det er af den grund begrænset, hvor meget af teksterne man fanger uden nærlytning og ordbog, men grundstemningen i pladen trænger ind med det samme.

Der er dømt folk-baseret, tænksom melankoli a la Cat Power. Med sin afdæmpede og skrøbelige stemme flyder Breut over melodierne og fylder samtidig det ret spartanske lydbillede fint ud. Eneste anke må være de elektroniske eksperimenter, som kun i nogle numre virker efter hensigten, i andre virker bip-lydene malplacerede og mere irriterende end inspirerende.

Det kan være, at jeg en dag får en franskkyndig ven til at oversætte teksterne, så jeg kan forstå, hvad hun synger… Indtil da kan man sagtens svæve med på de smukke og indadvendte sange alligevel.