Je m’appelle Mads

Manden der kalder sig Mads skruer charmen op for fuld blus og træder bramfrit og ugenert direkte ind på den mere prominente danske musikscene. Ikke så meget for at mingle med de kendte og de populære, som for at kravle rundt mellem benene på dem, indimellem rejse sig og råbe vagt i gevær, bide dem i knæhaserne eller nulre dem med gode råd til ørerne falder af. Klicheerne står i kø, for at blive forvaltede og forvanskede i den gennemførte frække Mads Geertsens avantgardistiske, dansktop-melodiske røvballe-pop.

Den excentriske syngende lommesociolog har, sammen med vennen Bounty Niller, endnu engang begået et album af aldeles original karakter. Udover at være sjovt har det potentiale til at forsyne P3 med stærkt krydderi til playlisterne de næste mange måneder. Med udgangspunkt i et elektroficeret og forbandet melodiøst udtræk af Dancehall-genren, der ikke er for fin til at også inkludere Ace of Base i traditionen, danser og breaker de konstant overrumplende tekster ovenpå en lagkage af farverigt, plastisk-akustisk keyboard-lir og beats i hiphop-pastiche.

Det er gennemsyret af samtidssatire, show, antitabu og selvironi, og samtidig gør musikken sig teknisk bemærket som en ikke fjern fætter til Kevin Blechdom og med små stik af bubblegum breakcore a la det amerikanske selskab Tigerbeat6. Men først og fremmest skærer det direkte igennem og hiver og flår i smilebåndet.