The Fall

Mark E. Smith er en af musikverdenens største snøvlere. Generelt uforståelig, har han mumlet og fablet sig gennem album efter album i hvem ved hvor mange år i kultgruppen The Fall. Og det gør han stadig. Og han gør det stadig med en overbevisende respektløshed over for alt, hvad der må eksistere af konventionelle regler inden for musik.

Sjældent lader Smith sin vokal rocke til samme rytme som sit band, der gennem årene har udgjort et hav af forskellige musikere. Lyt bare til ‘Bo D’, hvor trommer og guitar lægger et simpelt, repeterende beat, som Smith let kunne udbygge til lidt af en post-punk klassiker. Men sådan noget gider den aldrende musiker ikke. I stedet mumle-snakker han til sin egen tromme. Det gør han også på det efterfølgende, og mindst ligeså up-tempo, tromme/guitar-drevne ‘You Wanner’.

Sådan skal det være. Det er klassisk The Fall. Men heldigvis kan Smith godt tillade sig selv at være bare en smule fængende, en smule mere konventionel. Det er han for eksempel på ‘Breaking the Rules’, hvor han virker mere i takt med de klassiske, engelske rock’n’roll-rytmer. For slet ikke at tale om det bas-inficerede ‘Trust in Me’, hvor han på det nærmeste synger. Nej, det kan ikke være rigtigt. Ikke Mark E. Smith.

Men den er god nok. Bedst er dog ‘Blindness’, der med drivende, forvrænget bas hugger sig frem, frem mod sporadiske synth-krydderier, imens Smith legende fortæller snøvle-historier. Det er så smittende, så man til sidst har lyst til at kaste hænderne i vejret, som var man til hiphop-koncert.

Så man må bare konstatere, at Mark E. Smith og The Fall stadig kan være med. Ingen er som dem, og tør nok heller aldrig blive det. Kun nogle halvkedelige kiksere holder albummet fra at holde hele vejen igennem.