Antophones

Der er ingen tvivl om, at Lise Blaase er en dygtig sanger. Der er heller ingen tvivl om, at hun er i selskab med nogle kompetente musikere i Antophones. Og der er slet ingen tvivl om, at de musikere leverer et solidt lydbillede med en masse lækker bas, tromme og sågar knirkelyde fra en basklarinet. For Antophones er rene, og Antophones er dygtige, og måske er Antophones også bare en smule overfornuftige. Selv de skæve udbrud virker minutiøst udført.

Lise Blaase er tidligere røget i referenceklub med Tori Amos og Björk. Den køber jeg ikke. Selv om Blaase synger flot over et stort register, er der endnu ikke adgangsbillet til klubben for originale koryfæer. Derimod er det mere legalt at beskrive hende som en blanding af Århus-kollegaerne Henriette Sennenvaldt og Tina Dickow, om end ikke så luftig i udtrykket.

Trods et lidt for ensformigt melankolsk album, er der masser at arbejde videre med for Antophones, hvilket eksempelvis titelnummeret ‘Happy Failure’ vidner om. Lækker opbygning, hvor Rhodes, diskret stortromme, bækken og en basklarinet giver Blaases langsomme, men klare sang det nødvendige modspil. Her fungerer lyrikken også bedst med sin minimalistiske dobbelthed.

Få andre steder, som i ‘Standing on One Leg’ kommer sangtalentet til sin fulde ret, men ellers bliver Blaases stemme ofte for dominerende – og desværre også enerverende – i forhold til den noget tandløse produktion. Det er forståeligt, at hun med sit store sangtalent vil så meget, men af og til skal man bare huske på at ‘mindre giver mere’.