Joycehotel

I et skarpt sort/hvidt tegneserieunivers med bistre karakterer og kulde igennem gaderne spiller et band i tusmørket. Forblæste baggårdsmelodier om spøgelser og død kryber frem mellem stramme trommer, nøgne klaverstykker, søvnig synth og kølige guitarer. Melodier med en skiftevis blid og rå vokal, der svæver ud af byen og hen over golde efterårslandskaber af forlist kærlighed. Kom indenfor på Joycehotel.

Det er sjældent at høre et så rendyrket og veludført trist album. Uden at det virker påklistret eller pompøst, formår Joycehotel at skabe en lyd, der får en vinterdepression til at ligne en sjov tur i karusellen. Det er næppe et tilfælde, at der er præcis 13 numre på pladen, hvor det sidste endda bærer titlen ‘Take Me Home and Kill Me’.

Joycehotel er endnu et eksempel på at dansk rock kan levere international lyd. Numre som ‘Sisher’, ‘Wpapa’ og ‘Blood Monsters’ vokser op gennem den tungsindige tåge og lægger sig i en kold skal mellem Radiohead og Depeche Mode, når de er mest indadvendte. Små raffinerede eksplosioner i sangene vokser gør Joycehotel umiddelbart kolde overflade mere nuanceret. En iskold, men fornem debut.