Static

En slideguitar letter og løfter sig over det første flydende loop af fine synth-krøller og mikrosamples, inden Robert Lippoks melankolske vokal tager fat i en fornem balance mellem skrøbelighed og styrke.
Static, eller Hanno Leichtmann som han hedder til daglig, gør fra første færd opmærksom på, at han har opdaget, at verden er større end den underspillede, minimalistiske electronica som han, med sine to foregående albums, har været en af de mest velbevandrede i. Trommerne er blevet klippet til, og guitarerne er blevet støvet af til både listige slides og fuldt udvoksede akkorder, og i ligeså høj grad som effektiv electronica, handler det nye album om en dans med decideret pop-rock.

I en begejstring ikke ulig belgiske Styrofoam og hans et år gamle ‘Nothing’s Lost’-album, bruger Static skabelonen for den perfekte popsang som både landingsbane og affyringsrampe. Melodierne lægger sig uden anstrengelser ind i bevidstheden og bliver godt hjulpet på vej af Lippoks og Christof Kurzmanns og Lars Rudolphs beslægtede vokaler. Samtidig formår Static albummet igennem at få de musikalske forløb til at lette fra de velkendte rammer og hive dem ud i langstrakte kompositioner, hvor man nærmest umærkeligt bliver ført med.

Enkelte overdramatiske effekter, og ikke mindst en ubehjælpsom trompet igennem et helt nummer, tager brodden af flowet og helheden. Men når det er bedst byder Static på overbevisende designer-drømme og musikalsk velour i mesterklassen.