The Darkness
Det er et cirkus med storhedsvanvid, Justin Hawkins står i spidsen for. The Darkness-frontmanden er en ubetinget mester i selviscenesættelse, hvad der gav ekstremt godt afkast på 2003-debuten ‘Permission to Land’, der fra den ene dag til den anden bragte The Darkness op i et kommercielt niveau på højde med Hawkins egen falsetsang.
Nu er Cirkus Darkness så tilbage i byen med ‘One Way Ticket to Hell…And Back’, der meget sigende for det samlede udtryk indledes med lyden af et næsebor, der sniffer nye baner op i skallen. Dermed er festen i gang, spandexdragten lynet op og guitarerne spændt for hoften.
Men er der noget nyt på plakaten? Intet, udover at The Darkness’ overdrevne stadion-glamrock er rykket så tæt på lyden fra 80’ernes Queen og AC/DC, at det flere steder nærmer sig det kriminelle. Tydeligvis et bevidst valg, da producer Roy Thomas Baker tidligere har skruet på knapper for netop Queen – foruden navne som David Bowie, The Rolling Stones, The Who og Ozzy Osbourne.
Og på ‘One Way Ticket to Hell…And Back’ har Baker givet The Darkness rig mulighed for at lade storhedsvanviddet galopere lystigt videre med inddragelse af symfoniorkestre, sækkepiber, glitter og eksplosioner. Bestemt festligt, men det skjuler ikke, at The Darkness først og fremmest er et show, et cirkus, der for en kort bemærkning kan være ganske underholdende, men i længden ganske anstrengende.