Christian Walz

Vi har flæskesteg og janteloven. Svenskerne har Pippi og en solid poptradition, og blandt nyere svenske tilbud finder man Christian Walz. Han albumdebuterede som 20-årig, og her seks år senere kommer opfølgeren. Walz er i sit grundudtryk en popdreng – og fred være med det. Men der er flere elementer i hans musik end som så, og det gør ham lytteværdig.

Kunne det rent fysisk lade sig gøre, at to mænd fik et barn, kunne Walz’ forældre meget vel hedde Daniel Lemma og Eric Gadd. Fra far Gadd har han arvet en ubesværet falset og en forkærlighed for soul og fra far Lemma en organisk lyd og en tutte-nuttethed, der nok hovedsagligt giver kvindelige fans. Hans forældre taget i betragtning er titlen ‘Wonderchild’ – som hans nuværende hit hedder – ret passende. Her viser Walz, at han forstår at skære et pophit helt rigtigt. Det samme gælder første singlen ‘Maybe Not’, der også følger det gyldne snit, og det kan man jo ikke brokke sig over, når skidtet virker.

Christian Walz har lavet en vellykket, soulet popplade båret af en meget personlig stemme, der vil klæde den svenskofile pladesamling. Når det kommer til pop, er svenskerne bare altid lidt bedre end os. Men vi har jo stadig vores flæskesteg.