Menfolk

Et originalt bud på hvordan rock lyder, når reglerne brydes og vrede fungerer som drivkraft, eller blot endnu et halvhøjt råb fra den bistre københavnske undergrund? Math-rockerne Menfolks debutalbum hælder mod det første. Ikke så skråsikkert at begreberne ligefrem genopfindes, men til gengæld viljestærkt nok til at holde sig langt væk fra et konventionelt udtryk.

Det sjældne line-up bestående af guitar, trommer og hele to bassister spiller selvfølgelig en væsentlig rolle i nedbrydningen af alt hvad der er gængs. Man kunne frygte, at sådan en mængde bas ville tromle alt ihjel på sin evige vej frem – og det gør den næsten også nogle gange – men det meste af tiden fungerer den faktisk glimrende som en bulderstorm, der flår alt op omkring sig og kaster musikkens andre elementer højere op.
Det er her produktionen, som gruppen selv har stået for, for alvor virker og understøtter musikkens skiftende balancepunkter. Når det brager, så brager det, dette er et velgjort uvejr – fuld af hidsig guitar, arrige trommer og afsindigt kreative kastevinde.

Ærgerligt nok er vokalen til tider helt hægtet af. Om det er et bevidst forsøg på at lave fiksfakserier med lytteroplevelsen, er ikke til at sige, men visse steder lyder det nærmest som om vokalen befinder sig en ti-tyve meter længere væk end alt det andet. Ikke som kreativt forsvindende skrig eller som et diset ekko, bare lidt længere væk. Resultatet er et sporadisk indtryk af øvelokale-omgivelser, som ikke ligefrem slamdanser med musikkens høje niveau.

Samlet set er ‘Colossus’ dog en forfriskende udgivelse, der måske ikke vil kunne stable et stort publikum op herhjemme, men som helt sikkert er udstyret med gode odds i lande syd for grænsen. Tyskland blandt andet har som bekendt plads til en del aggressioner. Frankrig måske.