Mui

Italienske Mui føjer jazzede elementer til den komplekse postrock på deres andet album. Med et tydeligt afsæt i laptopstrukturer, som udmønter sig i lag-på-lag instrumentalmusik, har duoen Fabrizio Tropeano (guitar/bas) og Stefano d’Inncecco (laptop/synth) inviteret en lille række jazzmusikere med på flere af albummets ni numre.

Ikke mindst blandingen af analoge og elektroniske break beat-trommer giver fin diversitet i lydbilledet. Men det er især Stefanos D’Amelios klarinet og saxofon, som giver Mui det nu mere jazzede særpræg. Tropeano og D’Inncecco er bosiddende i henholdsvis Milano og Barcelona. Det er der ikke noget decideret bemærkelsesværdigt i, hvis det ikke netop er fordi, at musikken bærer et tydeligt præg af, at være komponeret i perfektionistiske pc-skabeloner.

Lydbilledet er utrolig gennemarbejdet, men de tilførte jazzede elementer giver aldrig musikken den dynamik, som den virkelig kunne bruge. Albummet bliver derfor lidt af en tapasmenu, hvor man indser, at man i stedet for sine egne lidt tilfældige valg, skulle have valgt de retter, som nabobordet gjorde. Man indtager Muis maskinelle tapas med et stink af ærgrelse. For med lidt mere vildskab og skævhed, lidt flere overraskelser og mindre fokus på det perfekte i de kompositoriske valg, ville Mui have undgået at blive et jævnt musikalsk væg-til-væg tæppe i Café del Mar-klassen.