Eliot Lipp

Når man albumdebuterer med fine anmeldelser og på Prefuse 73’s pladeselskab Eastern Development, så følger der unægtelig et stort pres med. Det pres forsøger amerikanske Eliot Lipp nu at forløse på den svære ‘toer’ med en videreudvikling af de omhyggeligt konstruerede instrumentalnumre, som kendetegnede forrige års ‘S/T’.

Lipp’s musikalske opvækst har været præget af den klassiske hiphop-lyd fra midten af 90’erne. Men han har også kigget dybt i kassen med plader fra samtidens housescene i Detroit og 80’ernes synth- og electro-udgivelser. Derfor danner det gamle keyboard, der oven i købet mangler et par knapper, også fundamentet i hans musik.

Det er futuristiske, filmiske og soulfyldte beats, der flyver af sted fra første fløjt. Eliot Lipp skaber en imponerende dynamik i sin musik, men kunne med fordel sætte tempoet lidt ned til tider, så opbygningen bliver knap så forudsigelig og fantasiløst. For eksempel er ‘The People’ med sine snublende trommer, de gennem-samplede keyboardklange og de mange opbrud i strukturen et godt eksempel på, at en anderledes fremdrift og muligheden for lige at trække vejret, bekommer pladens helhedsindtryk vel.

Der kunne med fordel også gives mere plads til de både fede og gennemtrængende trommeloops, men alt for ofte forsvinder de i et stort virvar af keyboardlyde. Det er synd, for ‘Tacoma Mockingbird’ emmer faktisk af musikalsk glæde og gode melodier. Men den ringe variation skaber en distance mellem lytter og musik, og selv efter adskillige gennemlytninger er det svært rigtigt at komme ind på livet af den.