Richard Ashcroft

Han er “den bedste sanger nogensinde, som har skrevet den bedste sang nogensinde”. Det var Coldplays Chris Martins velmenende skulderklap til Richard Ashcroft, da kunstnerne optrådte sammen på sidste års Live8 med sangen ‘Bitter Sweet Symphony’ fra 1997’s ‘Urban Hymns’. Den 35-årige shaman fra Lancashire med den karakteristiske barytonstemme er siden det stratosfæriske megahit gået ned af solokarrierens ensomme allé med knap så meget medvind i ryggen.

Englænderens tredje soloudspil ‘Keys To The World’ er det mest ligefremme til dato. Som hans stemme langsomt ældes med ynde, begynder sangskrivningen også så småt at finde sin egen naturlige form. Den grandiose ‘Sweet Brother Malcolm’ drysser perlende, som tårer fra Brian Wilsons kind, mens førstesinglen ‘Break the Night With Colour’ og ‘Music is Power’ viser shamanens tæft for ballader.

Måske har Richard Ashcroft fundet nøglerne til verden, men han skulle nok begynde at lede efter nøglerne til sin egen musik, for pladen sukker efter et gearskifte. Bortset fra den rockede åbner ‘Why Not Nothing’ så hviler ‘Keys To The World’ på et blikstille hav af ballader. Hvor fin en tanke det end er, så synker man hen i en slags døsig ferie-tilstand. Det er fint skruet sammen, men hey, det er altså bare ikke godt nok, og derfor mangler Richard Ashcroft stadig at bevise, at han kan kreere en lige så flyvefærdig plade, som han formåede på toppen af poppen i 1997.