Delays

40 minutters nedkogt forårsstemning. Så nemt kan man beskrive engelske Delays andet fuldlængde album. Og de farver man ser, mens pladen spiller, er afdæmpede og lyse i tonerne. Det er luftige pasteller i et drømmeagtigt tågeskær, der både trænger sig på og ligger sig let omkring én.

Delays musik forener det energiske med det forfinede. Bandet har sjæl og særpræg, men er samtidig sært genkendeligt, uden at man helt kan placere dem. De tætpakkede bas-tromme-figurer indbyder til jordnær dans, mens melodiernes lethed og Greg Gilberts’ karakteristiske heliumfalset sender sangene på himmelflugt. Henover dette, ligger de bløde keyboardflader og de 60’er-inspirerede harmonier.

Guitarerne strækker sig fra de huggende, rå rytmer over et lydhav a la Manic Street Preachers til insisterende ringlen og tindren, der leder tankerne hen mod de nu hedengangne Big Country. Delays sjæl og varemærke er Greg Gilberts, der med sin lyse, androgyne stemme, får bandet til at lyde først og fremmest som sig selv.

Desværre er den tynde stemme også grunden til at sangene på ‘You See Colours’ glider ud i én falsetsungen masse. Den luftige stemme giver musikken et lidt upersonligt præg, særligt i selskab med de mindst iørefaldende melodier, hvilket gør, at halvdelen af pladen ikke sætter sig fast i bevidstheden. Men selv om man glemmer de enkelte sange, er den helhed, der står tilbage, rigeligt til at gøre én i godt forårshumør. Så længes man efter mildere luft og lysere dage, har Delays lige så stille skudt foråret ind.