Pink Mountaintops

For nogen kendt som frontmand i Black Mountain, for mig ikke kendt for noget som helst. Indtil nu. Jeg taler om canadiske Stephen McBean, der er manden bag Pink Mountaintops. En mand, der tilsyneladende ynder at bevæge sig rundt i rockens mørkere baggårde, hvor udskejelser af mere eller mindre dekadent karakter ikke er et sjældent syn. Vi befinder os med andre ord i et område, hvor faren for at snuble over poppede kærlighedsberetninger er forsvindende lille i forhold til sandsynligheden for at støde på knuste whiskyflasker og brugte kanyler.

Og netop her virker det som om Stephen McBean er braget ind i udødelige Velvet Underground, med hvilke han deler mere end en smårusten, tømmermandstynget stemme. Man fornemmer også, hvordan Stephen McBean har ladet sig præge af et ønske om at nedbarbere udtrykket til rock i den pureste form, hvor nerve, nærvær og intensitet er uomtvistelige ingredienser.

Er man på udkig efter rockrevolutionen, er dette album et man passende kan forbigå, for ‘Axis of Evol’ byder hverken på løbske eksperimenter eller musikalske svinkeærinder. Derimod satses der på lavmælt, underspillet indierock, som dog viser sig at udgøre en passende ledsager for Stephen McBeans tørt konstaterende tekster fra rockunderverdenen.