Telex

Daft Punk, Jeff Mills og Moby kalder dem for en inspirationskilde, proklamerer et klistermærke selvsikkert på coveret til Telex’ seneste album. De er åbenbart ikke hvem som helst. Men fortvivl ikke, hvis du ikke har hørt om dem. De gav sidst lyd fra sig i 1986 og genopstår nu tyve år senere. Eller som de selv siger: »Vi starter blot, hvor vi slap«.

Dengang var de tre belgiske pixelmænd i førertrøjen for synthpop, som selverkendt kitschband. Varemærket var kendte sange i nye elektroniske klæder og det holder de stadig fast i. ‘#1 Song In Heaven’ er et vellykket cover af de dengang samtidige Sparks & Giorgio Moroder. Netop Moroder var ikonet for den særlige diskolyd, hvor musikken hellere svævede henover jorden end pumpede ud af højtaleren.

I overgangen til 1980’erne havde hvert europæisk land sin synthpop-galionsfigur. Italien med den evigt forelskede Alexander Robotnick og tyskerne med de distancerede videnskabsmænd fra Kraftwerk. Telex placerede sig med bevidst naiv elektropop og en humoristisk vinkel midt imellem.

Den passende titel ‘On The Road Again’ lyder som en genopstanden maskin-Elvis, der slår hofterne af led. Ganske anderledes fremstår Telex’ elektroniske prototyper på tidlig rock og rul: ‘La Bamba’ og ‘Jailhouse Rock’. Det er heldigvis hurtigt overstået og med et overtræk på charmekontoen. Men det ændrer ikke på, at ‘How Do You Dance?’ i sit hele er et tiltrængt gensyn med en vellidt gruppe. Velkommen tilbage!