The Secret Machines
»The Secret… hvem siger du?« Nej, The Secret Machines er ikke just kendt af menigmand, men det fortjener de at blive. Opmærksomheden fortjener trioen ikke mindst på baggrund af deres andet album, ‘Ten Silver Drops’, der uproblematisk boltrer sig i krydsfeltet mellem mild progressiv rock og krautrock, toppet med flotte, forførende refræner.
Giganter som Led Zeppelin og Pink Floyd spøger på den stampende ‘All at Once (It’s Not Important)’ og den psykedeliske ‘Daddy’s in the Doldrums’, der burde kunne gøre begge rock-ikoner stolte på deres gamle dage, mens ‘Lightning Blue Eyes’ har en dejlig ligefrem rock-energi, som vækker mindelser om Foo Fighters.
Lyder band-referencerne langt fra hinanden? Det er de også, men i The Secret Machines’ univers går de umærkelig hånd i hånd, fordi Texas-trioen insisterer på at servere deres æteriske rockmusik i lutter repeterende former, hvor trommerytmen, basgangen og melodifigurerne stædigt forbliver de samme de enkelte numre igennem.
Lyder det ensformigt? Det er det ikke. Det er tværtimod forfriskende at lægge ører til eksmpelvis et nummer som ‘Faded Lines’, der konsekvent pumper derudaf og ellers lader et lækkert inviterende omkvæd klare ærterne hos de kræsne ører. Enkelt, effektivt og forbandet iørefaldende. ‘Ten Silver Drops’ får de hemmelige maskiner til at synge, og forhåbentlig vil de kunne høres langt væk.