Band of Horses

Her gik man og troede, man havde rimelig styr på, hvilke album der var værd at holde øje med i foråret, og så dukker amerikanske Band of Horses pludselig op med deres debut, ‘Everything All The Time’. Bang! Billedet krakelerer. For hvordan kunne en så sirlig, stemningsfuld og stoisk spillet indierock passere ubemærket forbi den personlige, og evigt aktive, musikradar?

Spørgsmålet lader vi risle i det uvisse. Det er simpelthen ikke værd at spilde tid på, når nu årets hidtil bedste album har åbenbaret sig for ørerne af én – fra den hjertevarme åbner ‘The First Song’ over den stikkende forårsaften-bebuder ‘The Great Salt Lake’ til den knugende lukker ‘St. Augustine’.

D’herrer Matthew Brooke og Benjamin Birdwell, som udgør Band of Horses, holder de godvillige ører fast i en sødmefuld hypnose af benovelse og begejstring, hvor fans af The Shins og Flaming Lips burde føle sig hjemme på de hitpotentielle indie-perler ‘Wicked Gil’ og ‘The Funeral’, mens Neil Young med tilfredshed må kunne konstatere at have sat vokalmæssigt præg på Birdwells glødende falset-stemme.

“At every occasion, I’m ready for a funeral’, synger han med drævende intensitet på blandt andet fornævnte ‘The Funeral’, og man tror ham faktisk. Det er et tema, som også canadiske Arcade Fire, har kredset om, men ligesom dem, afvikler Band of Horses de bedrøvede tekststumper med en helt igennem livsbekræftende og særegen rockmusik. Hvilken debut! Og hvilket Band of Horses!