Lis Er Stille

Tidligere hed alle deres sange noget med ‘Lis er..’, for eksempel ‘Lis er advokat’ og Lis er kraftig’. Nu har gruppen, der startede som et slags musiker/kunstner-samarbejde i den kreative århusianske undergrund, efterhånden smidt al gøgleriet fra sig, bortset fra navnet. Således er de klar med debutalbum og fire sange der strækker sig over 41 heftige minutter.

For dem, med hang til progrock a la Mogwai og Mew, den vokale inderlighed fra Jeff Buckley og den stjerneklare storladenhed fra Sigur Rós, er Lis Er Stille et godt dansk mix. Hvor andre grupper i genren hylder anonymiteten og det underspillede, virker det som om at Lis er Stille tager udgangspunkt i publikum. De spiller for lytteren og ikke til lytteren. Det mærkes i de legende passager, der eksempelvis dukker op fire minutter inde i ‘Forsyn’.

Tangenter, tromme, bas, guitar og sang er ikke bange for at gå foran og skiftes til at tage slæbet i kampen om førertrøjen. Der er desuden fin lyrik og kuldegysninger i de højtravende passager, som numrene byder på. Desværre trækker det lidt nedad i mundvigen, at pladen er dårligt mixet. Det er virkelig synd, når instrumenteringen ellers virker så brusende tændt. Denne plade skal høres på fuldt drøn og gerne med hjertet på stilke, og kom så ikke og påstå, at det er det sidste, vi har hørt til kvartetten.