Neko Case

Der er noget fængslende over hendes stemme, en eller anden tør dekadence under den klare amerikanske sang, som ikke er til at komme udenom. En tilpas stor klump i halsen og lidt klangfuldt støv på stemmebåndet, der fint understreger den kitschede melankoli der optræder på ‘Fox Confessor…’. Det er kvindelig styrke og skrøbelighed samlet i én krop, og denne gang trækker den os ind i en lidt mørkere aften.

Udgangspunktet er den traditionelle country, og der bliver på ingen måde genopfundet noget her. Det gør dog ikke noget, Neko Case alene har karisma nok til at gøre det værd at lytte til, selvom der ikke skal være tvivl om, at hun fungerer bedst i de sange, som bare afviger en anelse fra dollywood-udtrykket og bliver mere personlige. Ligesom de sange, der kredser dunkelt omkring livet med tætte, poetiske tekster er bedre end dem, der trækker på religiøse kilder og traditioner.

At Case er en fremragende sangerinde er åbenlyst, men det kan alligevel undre, at produktionen hælder så meget i hendes retning. Det er smag og behag, men musikken lyder temmelig flad hist og her – som om de andre musikere står og spiller i et tilstødende lokale. Småberusede. Igen – det kan være en del af charmen, og den er der masser af i forvejen.