Powersolo

‘Det svære andet album’…det er en frygtelig kliché, men det er desværre også en frygtelig relevant kliché, når det kommer til Powersolos nye udspil. ‘Egg’ mangler nemlig i høj grad den charme, kådhed og fanden i voldske ‘young, dumb and full of cum’-attitude, der gjorde debuten til et fantastisk album.

Hvor ‘It’s Raceday…’ tog livtag med de selvbestaltede bonderøves rødder i country, punk, blues, rockabilly og garagerock og mixede stilarter til en unik og eksplosiv blanding, så er der i højere grad dømt uforløst stilforvirring på ‘Egg’, hvor Powersolo giver den som en inferiør dansk udgave af pastiche-kongerne i Ween.

Powersolo forsøger sig på albummet med større arrangementer og en renere lyd, og selv om det giver pote på det fantastiske ‘Knucklehead’ og i mindre grad på det charmerende ‘White Choklet’, så fremstår meget af materialet også for pænt og poleret.

Nerven er væk, og selv om man stadig trækker på smilebåndet og rokker lidt med foden over trioens opfindsomhed, så efterlader albummet indtrykket af et Powersolo, der midt i al deres succes har glemt, hvad der i første omgang gjorde dem til et rigtigt fedt band.