Remute

Denis Karimani er en særling på de elektroniske skrå brædder. Hans teatralske produktioner hælder både til deep house, fest og knasende techno. Det selvbetitlede album er første langspiller efter udgivelsen af en halv snes singler, der som spredehagl er udsendt på forskellige tyske labels.

Første møde med ‘Remute’ er en direkte opfordring. ‘Emigrate to the Moon’ er – det giver jo næsten sig selv – rumtechno gennemført til perfektion i ekkotåger og psykedeliske filtreringer. Så er dagsordenen lissom sat og allerede fra første færd i lav tyngdekraft tegner der sig et billede af et alsidigt opus.

‘5000 Euro’ er som et fast, tysk håndtryk, der genklinger af tidlig Daft Punk. Dermed er vi blot ved tredje skæring efterhånden som hæmningerne kastes overbord og der gives los for alt, hvad den kan trække af basale dansebeats. De turbodrevne ‘Not Sad Anymore’ og ‘Please Say Something’ dufter lystigt af Vitalic og med Karimanis evne til at tilbageholde de energiske udladninger, er der et fast greb om det musikalske indhold.

Vi vil jo alle med hånden på hjertet gerne forføres af det næste clubfix, men crackdealer-effekten udebliver på ‘Remute’ – man bliver desværre ikke hjælpeløst afhængig. Æv! Om end en lavere opløsning af eufori også har sin berettigelse i både stuen, på gaden og på clubben.